Efter Corona-nedlukning, og hvad deraf følger af usikkerhed for planlægning af ture og aktiviteter, kunne vi heldigvis nu igen komme afsted på en fælles klubtur – og den gik til det skønne Harzen ligesom debut-turen i 2019.
Anledningen er Brockenlauf, der kan bryste sig af at være Tysklands ældste berglauf – og turen udspringer da også fra løbeafdelingen. Men det skal man ikke lade sig narre af. Nok er den længste distance 26,2 km. og med svimlende 890 højdemeter, og skrappeste stigning på 20%, ikke på en 75 eller 150 meter strækning – men 3 km. i rap på det sidste stykke op mod toppen, Brocken (1.142 m). Men også 9.6 km. ruten har sine udfordringer med sine knap 1.000 højdemeter. De 2 distancer kan også vandres, og der er tillige mulighed for at løbe 3,9 km. og 1,8 km. i børneløbet.
På den måde er løbet ikke blot et løb, men helt i tidens ånd en outdoor aktivitet, hvor praktisk talt alle kan være med. Det er på sin vis ligesom Alpeløbet – meen, det tyske bjergløb en anelse større med godt 1.000 deltagere og en tak ældre med sine næsten 100 år på bagen (1927) mod Alpeløbets godt 50 år (1951) og 400 deltagere, når vi er flest.
Inden løbet havde vi hele fredagen til lidt sightseeing i Ilsenburg, hvor vi boede, og den nærliggende Goslar. Den er vel nærmest en regional hovedby, og de fleste af os valgte at tage dertil. Det var nemt i og med vi kunne
benytte vores egen bus. Hurtigt efter ankomst delte vi os i smågrupper – og nok er byen ikke større, end at man møder hinanden engang imellem – men nu også stor nok til, at man kan forsvinde i mængden på de mange pladser og mindre torve, smalle og kringlede gader – og butikker, cafeer og deslige. Turistbutikker er der også så rigeligt af med hekse i alskens merchandise – men abstraherer man fra det, så en rigtig hyggelig by, hvor man sagtens kan
få en dag til at gå – og endda have noget til gode til et næste besøg.
Harzen markedsfører sig under det meget rammende Am Harz med et flot, rødt hjerte som motiv. Og det passer perfekt til mine forventninger om den smukkeste skov, lokale dale med rivende vandløb, og et terræn som jo bare er en gang eller to mere kuperet end det ellers fantastiske bakkelandskab vi har i
Faaborg og omegn.
For sådan er Harzen – eller måske snarere, sådan er Hartzen også. For ser man op mod den øvre del af terrænet er kontrasten ikke bare stor – den er knusende, ja hjerteknusende, hvis jeg skal blive ved slogannet. Spøgelsesskov er måske det mest rammende. Eller forestil dig, hvordan en skov tager sig ud efter en naturbrand. Her har det bare ikke brændt. Det er historiens vingesus, der har været forbi, og den døde skov står nu som de meget sørgelige rester fra en tid, der engang var.
Det fortælles, at årsagen er angreb af biller, hvor selv et lille antal skulle kunne få bugt med et træ. Og det er som sådan også rigtigt. Men kratter man lidt i historien er det ikke hverken biller eller forudgående mange års klimatisk stres af træerne med både tørke og varme. Nej, den naturlige skov er løvskov,
men den er fældet tilbage i tid for at blive brugt i minedriften. For at få mere træ plantede man nåletræ, der jo vokser hurtigt – også selvom det egentligt ikke er hjemmehørende her. Og sådan startede man uden at vide det en ond spiral. Heldigvis forlyder det, at der er tiltag for ikke bare nyplantning af den øvre skov, men også at det – igen – bliver som en blandet løvskov.
Trods denne tristesse er Harzen bestemt et besøg værd. Og gruppen er tilsvarende ikke bare værd at rejse med – det var det bedste ved turen! Som ny i flokken er det jo altid lidt spændende, hvordan det skal gå, når vi er tæt
på hinanden i flere dage, og skal få store og små ting til at fungere. Al bekymring blev dog hurtigt gjort til skamme, og må bare sige det var en fantastisk gruppe og super hyggeligt.
Det officielle højdepunkt, løbsdagen, skal selvfølgelig ikke helt forbigås … Men er ikke som i klubbens unge år, hvor løbstider og alskens statistik fyldte en del. På et løb som dette er tiden selvfølgelig sjov for mange, men aner, at det vigtige er at have en god oplevelse. De fleste deltog i en af lange løbeog gå-distancer, og dem, der ikke gjorde, hjalp til, heppede og støttede, og var en del af festen. Mit bedste indtryk er, at alle havde en rigtig god tur, helt som det skal være. Det gælder også mig selv om end jeg nok fortsat hælder til, at mindre også kan gøre det. Så måske de 26,2 km. skal veksles til en kortere
tur – eller jeg vandrer ruten en anden gang. I hvert fald var bentøjet aldeles godt brugt, især de sidste 5 km. Men tilbage på hotellet kom energien tilbage. Vi blev flere og flere, og forlængede og forlængede bordet så vi alle kunne side med – og alle kunne snakke til højre og venstre.
Se evt. hele billedserien neden for eller video’en.
TAK til hele holdet for en mindeværdig tur – og endnu engang TAK til turlederne: Bent Sørensen, Freddy Johansen og Kurt Jeppesen.
